Kære vin interesserede.

Grundlovsdag d. 5. juni 2021 holder vi åben vingård kl. 1000 – 1600. Her vil vi præsentere årgang 2020 vinene. Der er naturligvis smagsprøver, og I kan godt glæde jer.

Og I kan gøre et godt køb, første flaske er til normal pris, derefter giver vi 20% rabat på øvrige flasker, I køber😊

Hvidvin: Her har vi to, én på Solaris druen og én på Orion-Phønix druerne. De er begge velsmagende, friske og med dejlig frugtsmag. Solaris hvidvinen har sin helt egen karakteristiske syrlighed. Disse to hvidvine går man aldrig ”galt i byen med” – de kan begge nydes som aperitif, til mad, eller bare dejlig hygge på terrassen.

Rosévin: Her har vi fire, og det er på druerne Regent, Castel, Cabernet Cantor og Rondo. Alle virkelige dejlig milde og velsmagende rosévine. Især Regent roséen er uovertruffen, og det var med den drue, vi vandt en flot sølvmedalje til Dansk Vinskue i 2020. Vi glæder os sådan til at servere dem for jer.

Orangevin: Den vil også være klar til Grundlovsdag. Orangevin er lavet på samme måde, som når vi laver rødvin; det vil sige, at den har gæret på sine skaller. Vindruens skaller indeholder 80% af en drues aroma; derfor er orangevinen så smagsfuld. Ligeledes er den lavet som det, vi kalder løbevin; det vil sige, at den på intet tidspunkt er blevet presset – saften fra den gærede masse har kunnet løbe helt af sig selv.

Rødvin 2020 – den skal lagre lidt længere. Vi forventer at kunne flaske rødvinen i august, således at den er klar til åben vingård, der afholdes den 4. september. Allerede nu tegner den rigtig flot – god kraftig smag med dejlig fylde.

Mousserende vine årgang 2019 – dem er I også velkomne til at smage. Den ene er lavet på Rondo druen, dvs. det er en rosé. Den er det, vi kalder Brut (mindre end 15 g sukker pr liter) = tør, og den er så frisk og dejlig. Den anden mousserende er lavet på Solaris druen. Den er Brut Nature, dvs. den er ikke tilsat hverken sukker eller sulfit – det er en spitze mousserende vin.

Status i vinmarken her medio maj er positiv. Den kolde april har gjort, at knopudspring er sat noget tilbage, og det gør os mindre sårbare over for nattefrost i maj. Nattefrost i maj er enhver vinavlers største frygt. Har knopperne åbnet sig, er frost ødelæggende. Som tidligere år sørger vi for, at der er minimum én meters bred barjords-stribe under vinrækkerne – dette således solen kan opvarme barjorden og i løbet af natten afgive denne varme. I skrivende stund er der ikke tegn på nattefrost de næste mange dage, så vi krydser fingre og håber at kunne slippe for nattefrost denne sæson.

Det kolde forår, har dog bevirket at vores bier har haft det anstrengende. Når det er så koldt, er de ikke meget for at forlade stadet og hente nektar. De er i gang, men i skrivende stund kan vi ikke love, at vi har nyslynget honning til 5. juni, Grundlovsdag. I hører nærmere.

Heldigvis er vi alle stille og rolig ved at slippe fri af Coronaens hærgen. Vi åbner igen op for vin arrangementer, hvor I kan komme på besøg: se vingården, smage vin og hvis ønsket tilkøbe en tapas buffet. 5. juni håber vi på godt vejr, så kan vi være udenfor. Er vejret ikke med os, så har vi god plads indendørs, spritdispensere, mundbind og hvis I hver især sørger for Coronapas, så er der ingen ko på isen.

Vores hjemmeside bliver opdateret den kommende uge, og her kan I læse mere om aktiviteter, priser, etc. Og I er altid velkomne til at give os et ring eller sende os en mail.

De bedste hilsner
Ingrid og Simon
Tuemosegård