Kære alle

Vores vinmarker står rigtig flot, og modsat sidste år hvor vi var ramt af vinskimmel, er der ingen sygdom i vinstokkene i år.

Vi forventer, at druehøsten starter i uge 41 med de tidlige sorter og slutter i uge 42-44 med de sene sorter.

Corona satte en brat stopper for vores arrangementer i foråret, men efter forsamlingsforbuddet blev lempet 8 juni, har vi afviklet adskillige arrangementer, og vi har ganske mange bookinger hen over efteråret.

Vi holder selv meget af disse arrangementer, idet vi føler, at vi på denne måde kommer i god øjenkontakt med vores vin interesserede kunder og grundigt kan fortælle om hvorledes vi producerer vores vin.

Til vinskuet i  ”Foreningen Dansk Vin”, der blev afholdt på hotel Fåborg lørdag d 5 september, fik Tuemosegård Vin tildelt en sølvmedalje for vores rosévin 2019. Det gør os glade og stolte.

I forsommeren blev vi kontaktet af en dansk vin importør, som vi har indledt et samarbejde med.

Det betyder bl.a. at I nu kan finde vores vin på vinkortet på spisestedet Lille Syd i Herfølge; det er vi meget tilfredse med.

Vi håber at se jer til Åben Vingård lørdag d 19 september – vi holder naturligvis afstand, og sprit dispenserne står klar.

Og I er altid velkommen til at ringe eller maile for at aftale alternativ besøg på Tuemosegården, hvis ikke lørdag d 19 september passer jer.

De bedste hilsner

Ingrid og Simon