Kære alle. 

Status i vinmarken:

Vinstokkene står med flotte skud, og de tidligste sorter, som Castel og Rondo, har sat nye flotte grønne blade. Vi vurderer, at vinen er ca. 1-2 uger foran tidligere år grundet den milde vinter.

Her i den forgangne uge har vi været udfordret af nattefrost. De små nye skud tåler ikke nattefrost, og bliver de skadet, vil det sætte vinen 3-4 uger tilbage, og det kan medføre, at vindruerne ikke når at modne, så de kan bruges til vin.

For at beskytte mod nattefrost, har vi den høje opbinding (Sylvoz); frosten er værst i jordhøjde, så ligeledes har vi fræset jorden langs vinstokkene for at solen nemmere kan opvarme barjorden og derved skabe udstråling af varme om natten.

Disse tiltag har ikke været tilstrækkelige i år.

De udsendte vejrmeldinger gjorde os klar på, at vi måtte være meget obs på nattefrost. Derfor installerede vi termometer i vinmarken, som vi holdt nøje øje med, og 3 nætter i træk målte vi temperaturer på vej under frysepunktet.

Vi ved, at omrøring af luften kan hæve temperaturen, og der findes mange forskellige måder til dette – lige fra helikopter (bruges en del i Tyskland og Schweiz, men det er mega dyrt) til fakler, vandsprinkler, traktorer der kører frem og tilbage etc.

Traktor har vi, og det er effektiv; så de 3 nætter med nattefrost blev der kørt stille og roligt frem og tilbage i vinmarken for at skabe omrøring i luften og derved hindre nattefrosten i at sætte sig.

Det har virket så godt, og vi har ikke kunnet konstatere frostskader på de nye skud og heldigvis da.

 

Status i vineriet:

Af 2019 produktionen har vi flasket Solaris grundvin til mousserende vin. Flaskerne ligger i pupitre/reoler for at gære. Vi holder øje med, at trykket stiger stille og roligt her under gæringen. Vi ridler – dvs. drejer flaskerne, så gæren ikke lægger sig fast på siden af flasken. Det er spændende at følge udviklingen i flaskerne.

Vi har netop flasket Solaris hvidvin, og den er super god. Rondo rosé kommer meget snart på flasker, og vi vil også flaske Rondo rosé grundvin til mousserende vin.

En del af rødvinen fra 2018 er blevet flasket, og vi kan anbefale den fadlagrede rødvin til en god middag.

 

Status med arrangementer:

Covid19 har vendt op og ned på os alle, og vores hverdag er forandret drastisk; heldigvis ser det ud til, at sygdommen er under kontrol her i Danmark.

Myndighedernes forsamlingsforbud, der er gældende til og med d 8 juni, skal respekteres, og det betyder, at vi desværre må aflyse vores åben hus arrangement Grundlovsdag d 5 juni.

Grundlovsdag d 5 juni vil vi have åben i gårdbutikken, og man er meget velkommen til at komme forbi for at købe vin og nyslynget honning; men SMS, ring eller mail gerne til os, så koordinerer vi således, at vi ikke bliver for mange på gården på én gang.

I stedet for åben hus Grundlovsdag og et ændret sommerferiemønster pga Covid19, har vi besluttet, at vi fra onsdag d 1 juli holder åben hus onsdag-søndag fra kl. 13 – 16 hen over sommeren.

Her vil vi glæde os til at servere smagsprøver på vores vine, og naturligvis vil vi gerne sælge af vores vin og honning.

Vi glæder os til at se jer hen over sommeren, I skal være så velkomne.

 

De bedste hilsner
Ingrid og Simon